De læser med. Også selvom de skal bruge Google Translator til at forstå, hvad du skriver om dem.

I torsdags anbefalede jeg alle at besøge en britisk tryllekunstners fine site – næste formiddag havde manden selv, Andi Gladwin, både læst og kommenteret indlægget. Han takkede pænt for den venlige omtale, og jeg har lige siden flovet mig over sætningen “og han slipper sgu godt fra ikke ligefrem at være nogen looker”, for mon ikke Andi her også fik dén oversat?

Og kommentaren til hans manglende lighed med Mr. Jolie-Pitt var fuldstændig ligegyldig for budskabet i indlægget – det var en bøvs absolut uden pointe. Og så læser det venlige menneske det …

Så: Gør ikke som jeg, gør det bedre.

Og Andi, hvis du læser med igen: Sorry.

Du skal bare forestille dig, at glasset er en-vejs. Du kan kigge ind, men bloggeren kan ikke kigge ud. Der er spejlglas på indersiden.

Jeg tænkte her en torsdag morgen, om ikke du har lyst til at være med på en lille leg? Og forsøgsvis gøre det muligt for bloggeren, mig, at også se dig – læseren?

Jeg trækker lod blandt jer, der kommenterer, om et eksemplar af noget, du ellers ikke kan opdrive, nemlig en meget uartig, meget fremragende bog, som jeg udgav tilbage i 2005 – Lyst & Lir: En Uartig Guide til Fantasifuld Sex af Jakob Skov. Den har opnået kultstatus og er totalt udsolgt fra forlaget. Med rette, for det er dæleme en god bog til alle, der har eller godt kunne tænke sig at få et spændende liv, når gardiner er trukket for. Hvis ikke det er noget for dig, kan du altid forære den væk.

Nu prøver jeg i hvert fald at invitere dig  – hvis du vil lege med, skal du bare copy-paste disse spørgsmål ind i en kommentar, besvare dem (nogle eller alle) og dele dem med alle os andre:

Jeg hedder:

Jeg har drevet mit eget firma (dette eller tidligere) siden:

Her laver jeg primært:

Min største danske inspirator er:

Fordi:

Min største udenlandske inspirator er:

Fordi:

Blogs, jeg følger og vil anbefale andre selvstændige:

Bøger, jeg vil anbefale andre selvstændige:

Sites, jeg vil anbefale andre selvstændige:

Det mest fantastiske ved at drive egen virksomhed er:

Mit allerbedste tip til andre selvstændige er:

Ved du ofte godt, hvad du skal gøre med din virksomhed, men ‘noget’ holder dig tilbage fra at gøre det fuldt ud? Overvejer du, om startskuddet til det næste tigerspring i din forretning i virkeligheden skal komme indefra dig – og at svaret ikke lægger i at lære mere, blive dygtigere og klogere og smartere, men i at få ‘hul igennem’ til alt det, du godt ved, du kan bidrage med?

Jeg er vældig stolt af at kunne præsentere dig for Sofia’s Circle Fearless Living Intensive, som er et helt fantastisk kursus, jeg samarbejder med Sofia Manning, Mie Madsen og Lars Pind om at tilbyde.

Det er hardcore personlig udvikling, men mestendels online og tilpasset din travle hverdag – og jeg ved fra det første hold kursister (over 200 deltog i premiereforløbet, der slutter i morgen), at der er meget at hente for selvstændige i processerne, vi gennemgår.

Du kan læse alt om kurset her: http://sofiascircle.com/join/

Der er også videoer – masser af dem – med tilfredse kursister, der fortæller om deres udbytte (vigtig med bevis for, at skidtet virker, remember?).

Bemærk: Du kan udelukkende tilmelde dig i dag, tirsdag og til og med på torsdag den 20. Så lukker salget, og kurset begynder.

I denne måned har magasinet Woman 10 års jubilæum. Det betyder, at det er ti år år siden, at jeg som 26-årig blev chefredaktør for første gang – heldigvis havde jeg absolut ingen ide om, hvad det job indebar af opgaver og ansvar, så jeg sprang bare ud i det.

Jeg kan huske fornemmelsen af ikke at ane, hvad pokker jeg lavede – på et teoretisk plan. Og glæden ved at på opdage, at selvom jeg og resten af den sært sammensatte, virkelig vidunderlige redaktion bare skabte det produkt, der faldt os selv allermest naturligt, så blev det en stor succes. Det første eksemplar solgte 93.000 eksemplarer, og det var og er stadigt uhørt højt for et månedsmagasin til kvinder.

Hvis ikke du kan huske det, så var udvalget af nogenlunde ‘unge’ dameblade på det tidspunkt begrænset til Alt for Damerne og Femina og så IN og Eurowoman på månedssiden. Woman var startskuddet til den nye bølge af magasiner, der talte direkte læserne, og blev snart efterfulgt af Sirene, Bazar og ikke mindst Q. I jubilæumsnummeret af Woman (øverst her) har den nuværende redaktion interviewet en læser, der har læst og gemt samtlige udgaver Woman siden maj 2000. Det er fandeme rørende.

Bladet er blevet ‘glattere’ med årene, som sådan nogle gør. Konceptet er slebet til, så det kører lydefrit gennem maskinen. Producenten i mig forstår nemt hvorfor, men den 26-årige  inden i mig savner det rod og kant og personlighed og fejlbarlighed, som er opstarters lod og styrke.

Her er den allerførste redaktion fra lanceringsfesten i den gamle kirke i Møllegade på Nørrebro i foråret 2000 (og jeg vil ikke høre en lyd, ikke så meget som et lille fnis, fra dig om tøjet – jo, det var meget moderne at se sådan der ud):

Fra venstre: Journalist Ann Lind Andersen (nu kulturjournalist og filmanmelder på Berlingske), chefredaktør Mette Finderup (jo, vi var to i begyndelsen og hed begge Mette – denne Mette er nu vildt anerkendt forfatter til 14 bøger and counting), journalist Kristine Høeg (nu redaktionschef på Alt for damerne og mad-entusiast), mig – sagde hunden, moderedaktør Louise Willersted (nu chefredaktør på Boligmagasinet), artdirector Helle Vestergaard (nu artdirector på Eurowoman) og grafiker Lisbeth Frellsen (nu på Berlingske Livsstil).

Vi vidste sgu ikke særlig meget dengang. Men vi havde en pissegod fornemmelse for, hvad der skulle være i sådan et magasin, for at damerne derude ville føle sig genkendt, hørt og mødt. Nogle gange er det nok.

Og så havde vi ikke mindst en direktør, der troede på, at vi havde ret, og skovlede de penge i, der skulle til (ikke at han har fortrudt lige den investering …). Herunder den ene halvdel af chefredaktørduoen igang med en form for tale, antager, iført en meget stram Dico-buks – og på det andet billede mig og Monsieur Johnny Laursen, tidligere Mr. Randers, nuværende multimillionær og Womans udgiver de første 10 år:

Hvad lavede du for præcis ti år siden?

]]> http://blog.metteholbaek.com/index.php/2010/05/woman10aar/feed/ 18 http://blog.metteholbaek.com/index.php/2010/05/nar-hj%c3%a6lpen-skal-flyves-ind/ http://blog.metteholbaek.com/index.php/2010/05/nar-hj%c3%a6lpen-skal-flyves-ind/#comments Fri, 07 May 2010 07:38:17 +0000 Mette H http://blog.metteholbaek.com/?p=573

I denne uge er der et interview med mig i Alt for Damerne. Jeg bliver interviewet om, hvordan en engelsk maternity nurse, en spædbarnsplejerske – eller baby whisperer, som det hedder her i huset – reddede min forstand og nok også mit helbred og helt sikkert min forretning, da en prematur baby fik det hele det at ramle.

Hvis du er dame i den fødedygtige alder – eller mand med adgang til at befrugte en dame i den fødedygtige alder – så skal du tage at læse den artikel. Til mit store, store held havde en god veninde benyttet the services af sådan en dame, og derfor vidste jeg, at det var muligt. Men jeg har ikke før eller siden, nogen steder, hverken blandt private eller i sygehusvæsenenet, hørt om det. Og jeg sagde ja til at lave interviewet, fordi jeg nu ved, hvor meget af det, der får dit liv til at hænge sammen, der kan reddes af en Jacqui (eller hendes kollegaer). For du skal vide det. Så ting ikke går mere i stykker end allermest nødvendigt, når babylivet bliver udfordrende.

Når det skal være, så lad det være: Så jeg gæsteblogger i dag hos Julia Lahme med en anden vinkel på den historie, nemlig om hvordan det er at blive hjælpeløs, når man er vant til at klare alting selv. Ikke muntert.

Læs indlægget her, hvis du lyster.

Det siges, at din forretning bliver så indbringende som de fem business-folk, du tilbringer mest tid med. Fordi vores indtjening og grad af succes har tendens til at følge den gruppe, vi er knyttet til.

Det giver meget god mening. Hvad tænker du?

Og hvad tænker du om dem, du taler mest forretning med?

Jeg har lavet en del fejl i mit professionelle liv. Bare for at nævne et par stykker, har jeg …

– Udgivet adskillige bøger, der kostede mig penge, tusindvis af kroner, i stedet for at tjene penge til forfatteren og mig. Øv.

– Udgivet en interviewbog (førsteoplag 5.000 ex), hvor en af interviewene – med en markant kvindelig mediekapacitet, man på mange måder gerne vil være på god fod med – var den version, hun ikke havde godkendt og aldrig ville godkende, og miseren blev aldrig opklaret, fordi forfatteren havde smidt den pc, gådens opklaring fandtes på, ud. Det var også lige meget, bogen var ude, og damen var – med rette – rasende. Jeg sendte mange, mange blomster, men hvad gør blomster i sådan en situation. Argh.

– Været med til at lave konceptet til et ‘moderne’ sladder-ugeblad, der skulle revolutionere ugebladsmarkedet, men endte med at koste min direktør 20 millioner kroner, da det lukkede efter 3 mdr. Uha.

– Været en ung og dum chef, der gav en medarbejder en advarsel, fordi hun havde kritiseret en af mine beslutninger på en mail til hele afdelingen i stedet for til mig. Flot reageret, Mette. (Ps. Hun var sejere, hun sagde bare op. Jeg har stadig stor respekt for hende.)

– Underskrevet en lejekontrakt med så lang uopsigelighed, at jeg betalte dobbelt husleje i et år, fordi forretningen pludselig (og lykkeligvis) ændrede karakter på en måde, der krævede nye lokaler. Bummer.

Men – som skrevet står øverst i dette indlæg: F**K IT! En side fra min personlige selvudviklingsbibel, The Way Of F**k It, foræret til mig af den yndige Pernille Melsted, der godt ved, at jeg kan absorbere uendelige mængder hokuspokus, alterna-litteratur og verdensvisdom, bare det er pakket ind i bare en anelse humor og selv-uhøjtidelighed.

Hvad har du fejlet med? Ingenting? Really?

A real person, a lot like you

Kun relevant for dig, der:

• Bruger email som kommunikation eller
• Netdater eller
• Blogger

Mit gæt er, at du er. Det er 10 ud af 10 selvstændige, jeg har mødt. Det er helt vildt, som vi iværksætterlystne typer vælter ideer ud af hovedet, bare vi vipper det lidt til højre. Faktisk kan jeg ikke huske at have mødt en kunde eller kursist, der ikke ville betegne sig selv som en, der er virkelig god til at få idéer.

Faktisk er jeg lidt træt af at høre om alle de idéer. Jeg er meget mere interesseret i at se dem, du rent faktisk har udført. Både dem, der fejlede, og dem der blev successer. Bare du har rykket på dem i stedet for at tale om dem.

Da jeg drev Pretty Ink, og også da jeg var udviklingschef på et magasinforlag, mødte jeg med mellemrum førstegangsforfattere og andre, der var lidt bange for om andre – eller jeg – ville stjæle deres idé. Et par stykker kom ovenikøbet med nogle flotte non disclosure agreements, NDA’er, fra advokater, som de gerne ville have, jeg skulle skrive under, inden de ville sige et pip mere om deres bog-idé eller magasinkoncept.

Jeg har aldrig skrevet en under. For som jeg forklarede idéophavskvinderne selv: “Det er ikke din idé, der er/kan blive fantastisk – det er din udførelse af den idé. Selve idéen er ingenting, det er det, du gør med ideen, der kan blive fænomenalt.”

Og helt ærligt: Jeg har set mange, mange idéer, der ville have haft meget bedre af at være blevet bortadopteret væk til en anden mor, der ville have fået et helt andet, mere levedygtigt firma eller produkt ud af tanken.

Det må være noget, vi roser vores børn for: Den gode idé. Siden vi nu allesammen synes, det er så fantastisk at være den med idéerne, hende der er fuld af dem. For når alt kommer til alt, så er det jo bare flotte billeder, vi maler for os selv og dem, der gider lytte – det er jo ikke succesfulde projekter med mange fans/kunder/modtagere/læsere, før … det rent faktisk er det.

Og det er okay at se lidt skævt til en, der ikke selv har ‘fået idéen’ til det, som vedkommende er succesfuld med.

Men det handler om udførelsen, d’damer. Så get going! Ikke mere snak, ikke mere drømmeri, tag den bedste af idéerne og udfør.

* * *

Derek Sivers, musiker og iværksætter og mange andre ting, skrev på sin blog, sivers.org (citeret i Inc., hvor jeg så det):

“It’s so funny when I hear people being so protective of ideas. (People who want me to sign an NDA to tell me the simplest idea.)… The most brilliant idea, with no execution, is worth $20. The most brilliant idea takes great execution to be worth $20.000.000. That’s why I don’t want to hear people’s ideas. I am not interested until I see their execution.”

Mit mål er at nå til et sted i mit arbejdsliv, hvor jeg ikke arbejder om aftenen, når Odderfjæs og minimand Saxe sover. Jeg elsker mit arbejde. Inderligt. Som alle jer iværksættere og selvstændige (ja, også nogle af jer ansatte) også gør. Men det kunne jeg godt tænke mig at prøve: Ikke at arbejde om aftenen. At all.

Jeg har slet ikke nogen romantiseret forestilling om, at rigtige selvstændige knokler 24/7. Jeg vil såmænd gerne lave mindst muligt, så jeg også kan gøre andre ting, jeg er vild med, men ikke tjener penge på – fx kysse på mand og børn og veninder, læse engelske boligblade, amerikanske sladderblade, indrette mine stuer (igen) og lave utrolig meget mad.

Alligevel sidder jeg her og arbejder. Ligesom de 4-5 andre aftener i en almindelig uge. Jeg brokker mig ikke. Jeg er som sagt vild med det, jeg laver, og dem, jeg laver det med. Det ér bare en ambition for mig at nå dertil, hvor jeg slet ikke behøver at skænke min virksomhed en tanke om aftenen. Hvor der ikke har ophobet sig en pæn, lille insisterende bunke af ubesvarede mails, uskrevne nyhedsbreve, uformulerede tanker om snarligt verdensherredømme, som skiftevis piber, snerrer, lokker, råber og hvisker kælent for at få mig til tasteturet.

Hvad gør du? Har du knækket koden?