“If you are lucky enough to find a way of life you love,

you have to find the courage to live it.”

John Irving

(som jo selv er en slags selvstændig virksomhedsleder)

Ps. Billedet er taget på restaurant MASH onsdag, lige efter jeg havde forsøgt at lokke nok dameblads-egnede citater ud af Mr. Irving til at kunne forfatte et par sider om det til Alt for Damerne.

Jeg vil kun kort sige, at jeg stadig synes, at John Irving er en fænomenal historiefortæller og hans figurer har været i mit liv, siden jeg var  en bogforslugen teenager. Men at det ikke ligefrem var en nem sag at forsøge at lokke en forfatter, der har ‘presse-touret’ i 30-40 år, til at agere specielt opvakt og interesseret i hverken situationen eller mine spørgsmål. Mere om det i artiklen, når vi når så vidt. Men han er svært fotogen, ikke?

Tak til Anna for at maile mig citatet. Og tak til Line Thit for at være på pletten med kameraet, hver gang jeg åndeløst får en photo op med en af mine forbilleder. Noget bedre end at stå der og fumle med sin iPhone.

Jeg skal interviewe denne unge mand (i en lidt ældre, men stadig smækker) udgave på tirsdag.

Ja, jeg ved det, jeg har et virkelig nederdrægtigt arbejdsliv. Jeg må lindre min totale udmattelse med noget årgangsrom bagefter.

Interviewet er til et dameblad. Jeg siger ikke hvilket. Men chefredaktøren er meget glad for ost.

Jeg tænkte, at John og jeg skulle tale lidt mere om det med damerne. Dem er der jo en del af i hans bøger. Også lidt flere, end der er bjørne.

Spørgsmålet er: Hvad ér dit mest brændende spørgsmål til John Irving? Hvis du ligesom jeg har læst og elsket ham i over tyve år, så er der vel et eller andet, der presser sig på, tænker jeg.

Mit første skal være (og her har jeg valgt den såkaldte coachende tilgang): “Hvad skal der til, for at du vil tage mig som din næste hustru?”

I denne måned har magasinet Woman 10 års jubilæum. Det betyder, at det er ti år år siden, at jeg som 26-årig blev chefredaktør for første gang – heldigvis havde jeg absolut ingen ide om, hvad det job indebar af opgaver og ansvar, så jeg sprang bare ud i det.

Jeg kan huske fornemmelsen af ikke at ane, hvad pokker jeg lavede – på et teoretisk plan. Og glæden ved at på opdage, at selvom jeg og resten af den sært sammensatte, virkelig vidunderlige redaktion bare skabte det produkt, der faldt os selv allermest naturligt, så blev det en stor succes. Det første eksemplar solgte 93.000 eksemplarer, og det var og er stadigt uhørt højt for et månedsmagasin til kvinder.

Hvis ikke du kan huske det, så var udvalget af nogenlunde ‘unge’ dameblade på det tidspunkt begrænset til Alt for Damerne og Femina og så IN og Eurowoman på månedssiden. Woman var startskuddet til den nye bølge af magasiner, der talte direkte læserne, og blev snart efterfulgt af Sirene, Bazar og ikke mindst Q. I jubilæumsnummeret af Woman (øverst her) har den nuværende redaktion interviewet en læser, der har læst og gemt samtlige udgaver Woman siden maj 2000. Det er fandeme rørende.

Bladet er blevet ‘glattere’ med årene, som sådan nogle gør. Konceptet er slebet til, så det kører lydefrit gennem maskinen. Producenten i mig forstår nemt hvorfor, men den 26-årige  inden i mig savner det rod og kant og personlighed og fejlbarlighed, som er opstarters lod og styrke.

Her er den allerførste redaktion fra lanceringsfesten i den gamle kirke i Møllegade på Nørrebro i foråret 2000 (og jeg vil ikke høre en lyd, ikke så meget som et lille fnis, fra dig om tøjet – jo, det var meget moderne at se sådan der ud):

Fra venstre: Journalist Ann Lind Andersen (nu kulturjournalist og filmanmelder på Berlingske), chefredaktør Mette Finderup (jo, vi var to i begyndelsen og hed begge Mette – denne Mette er nu vildt anerkendt forfatter til 14 bøger and counting), journalist Kristine Høeg (nu redaktionschef på Alt for damerne og mad-entusiast), mig – sagde hunden, moderedaktør Louise Willersted (nu chefredaktør på Boligmagasinet), artdirector Helle Vestergaard (nu artdirector på Eurowoman) og grafiker Lisbeth Frellsen (nu på Berlingske Livsstil).

Vi vidste sgu ikke særlig meget dengang. Men vi havde en pissegod fornemmelse for, hvad der skulle være i sådan et magasin, for at damerne derude ville føle sig genkendt, hørt og mødt. Nogle gange er det nok.

Og så havde vi ikke mindst en direktør, der troede på, at vi havde ret, og skovlede de penge i, der skulle til (ikke at han har fortrudt lige den investering …). Herunder den ene halvdel af chefredaktørduoen igang med en form for tale, antager, iført en meget stram Dico-buks – og på det andet billede mig og Monsieur Johnny Laursen, tidligere Mr. Randers, nuværende multimillionær og Womans udgiver de første 10 år:

Hvad lavede du for præcis ti år siden?

]]> http://blog.metteholbaek.com/index.php/2010/05/woman10aar/feed/ 18 http://blog.metteholbaek.com/index.php/2010/05/nar-hj%c3%a6lpen-skal-flyves-ind/ http://blog.metteholbaek.com/index.php/2010/05/nar-hj%c3%a6lpen-skal-flyves-ind/#comments Fri, 07 May 2010 07:38:17 +0000 Mette H http://blog.metteholbaek.com/?p=573

I denne uge er der et interview med mig i Alt for Damerne. Jeg bliver interviewet om, hvordan en engelsk maternity nurse, en spædbarnsplejerske – eller baby whisperer, som det hedder her i huset – reddede min forstand og nok også mit helbred og helt sikkert min forretning, da en prematur baby fik det hele det at ramle.

Hvis du er dame i den fødedygtige alder – eller mand med adgang til at befrugte en dame i den fødedygtige alder – så skal du tage at læse den artikel. Til mit store, store held havde en god veninde benyttet the services af sådan en dame, og derfor vidste jeg, at det var muligt. Men jeg har ikke før eller siden, nogen steder, hverken blandt private eller i sygehusvæsenenet, hørt om det. Og jeg sagde ja til at lave interviewet, fordi jeg nu ved, hvor meget af det, der får dit liv til at hænge sammen, der kan reddes af en Jacqui (eller hendes kollegaer). For du skal vide det. Så ting ikke går mere i stykker end allermest nødvendigt, når babylivet bliver udfordrende.

Når det skal være, så lad det være: Så jeg gæsteblogger i dag hos Julia Lahme med en anden vinkel på den historie, nemlig om hvordan det er at blive hjælpeløs, når man er vant til at klare alting selv. Ikke muntert.

Læs indlægget her, hvis du lyster.

Min nyansatte, nådesløse timemanager …

Posted using BlogPress from my iPhone

Jeg elsker The Royal Café, og du burde du også gøre. For magen til konceptualiseret sted skal man lede længe efter. Ejerne Lo & Rud har skabt et Univers (ja, ja, det kalder alle, der har stablet mere end 10 af deres produkter sammen på samme sted nu deres butikker, but this is The Real McCoy), der er så fortryllende, at kun virkelig indædte livsfornægtere kan undgå at blive charmeret.

Besøg for alt i verden dette paradis, næste gang, du er i nærheden/byen/landet.

5 grunde til, at enhver selvstændig i beundring bør kaste rosenblade for fødderne af skaberne af The Royal Café:

1. De har deres helt egen unikke tone (læs menukortet nøje, når du er der – eller på sitet), der kommer til udtryk både visuelt og på skrift.

2. De har udviklet deres eget, vidt berømmede, unikke produkt, smushies (en særlig lille slags sushi-inspireret smørrebrød).

3. De giver med mellemrum oplevelser, der overstiger selv kræsne kunders forventninger – jeg har fået serveret kaffe mere end én gang af en fuldt udklædt japansk geisha-type (eller hvad den slags velsminkede serveringsdamer i dukke-outfit nu hedder) og drukket cartado, hvor tjeneren havde ‘tegnet’ en f*cking teddybjørn med blomst bag øret – i mælkeskummet. Og han lavede et dødningehoved på bestilling bagefter…

4. De insisterer på deres koncept uden at tage hensyn til mere kedelige ting i menneskesindet, fx tyv-agtighed – så du kan stadig se og røre ved alle de herlige varer, der er en del af konceptet, på åbne hylder overalt i butikken (og jo, folk stjæler med arme og ben, men hopefully karma’s gonna get them …).

5. De har held til at holde en høj standard i personalegruppen, så ALLE som en er søde og professionelle og hjælpsomme. Hvis du nogensinde har arbejdet i restaurant (jeg har i 9 år), så ved, du hvor meget dét kræver.

The Royal Cafés website – klik på alt, der kan klikkes på, så skal du se løjer!

Billederne her er fra sidste uges Business Bootcamp Brunch på The Royal Café, hvor de vidunderlige damer på den igangværende BB mødtes med Pernille Melsted og jeg til to omgange morgenmads-rådgivning og -networking.

Den altid yndige Christina Copty fra www.skilsmisseterapi.dk – ja, hun er terapeut med speciale i, hvordan jer, der skal skilles, får det gjort på en måde, der går mindst mulig ud over jeres børn. God niche!

Mig, sagde hunden, en af de sidste dage med den gamle hårfarve. Så så jeg igen Pernille Rosendahl i tv og tænkte, at det var tid til at få min oprindelige farve, mørkebrunt, tilbage, efter 10 måneder med afblegning. Pernille sagde også, at det var pænere. Det kunne hun godt have sagt lidt før…

Classy, nah?

Kiss me, froggy, or I’ll scream!

]]> http://blog.metteholbaek.com/index.php/2010/02/dejlige-damer-et-dejligt-sted-the-royal-cafe/feed/ 4 http://blog.metteholbaek.com/index.php/2010/02/zoe-skal-til-middag/ http://blog.metteholbaek.com/index.php/2010/02/zoe-skal-til-middag/#comments Wed, 03 Feb 2010 20:18:20 +0000 Mette H http://blog.metteholbaek.com/?p=298

Der går alt for lang tid imellem, at ens navn kører i sådan en rulletekst i bunden af skærmen på landsdækkende tv (medmindre TV2 News fatter interesse for en – så kan man sikker opnå at OD’e på sit eget navnetræk, allerede inden havregrøden har lagt sig samme morgen.)

Så stor var glæden, da Pernilles og min fælles koordinator-udi-all-things-practical, Janni, sendte os dette foto i lørdags fra Danmarks Indsamlingen. Der er den magiske Mette Rode, direktør i Lauritz.com, og nederst kan de virkeligt skarptsynede se vores navne rulle forbi.

Vi havde doneret en rådgivningsmiddag til højestbydende, og top-labre, tårnhøje Bo Bech fra gourmetrestauranten Paustian v. Bo Bech havde været så venlig at lade os holde middagen på sin restaurant.

Og her er den heldige vinder af auktionen, Zoë Escher:

Zoë driver kvindenetværket Sakana, og vi glæder os en hel del til at være hende behjælpelig, når hun indfrier sin middag. Jeg kom vist også til at love på Facebook, at den glade køber måtte bestemme, hvad Pernille skulle trække i af kluns denne aften. Måske var det det, der fik budene i vejret lige pludselig?

I hvert fald endte aftenen med, at vi hev 13.000 + salæret på 20% hjem til Afrika/Haiti, og det føltes rigtig godt – særligt når ‘arbejdet’ kommer til at bestå i at gøre det, vi er bedst til: Udvikle på Zoës forretning OG spise fremragende mad. Og måske et enkelt glas vin. Og måske, hvis vi er helt utroligt heldige, et bjørnekram fra Bo Bech. Og måske, hvis han har flere tilbage, et af de der brød, han sælger i sin brødbutik i St. Kongensgade (for dig, der ikke kommer dér så tit: Man kan kun købe én ting i den butik – det ENE brød, som Bo Bech synes, er verdens bedste brød. Hvorfor så sælge andet? I love it!)

Hov, nu kom det til at handle meget om Bo Bech, gjorde det ikke? Jeg har en forkærlighed for mænd, der kan lave mad. Vi skynder os at slutte med et nydeligt foto …

Damerne på dette foto er undertegnede og Julia Lahme, iført hvert vores par ekstremt velfortjente, spritnye solbriller en maj-dag i Nice. Vi tog forskud på sommerferien og holdt en slags mini-før-sommerferie for lige som at varme op til at holde rigtig fri lidt senere på året. Julia og jeg har en del ting til fælles; en af dem er, at vi begge to har haft en fino karriere som hårdtarbejdende, dygtige piger. Fælles for den gruppe på arbejdsmarkedet er, at vi er meget dårlige til at holde ferie. Arbejdet har ligesom altid virket… vigtigere. Kender du det?

Nu er vi begge selvstændige – tak, skæbne (som i TAK, skæbne) – og så må vi forsøge at bryde nogle gamle, indgroede vaner, om ikke andet så for at prøve noget nyt. Derfor ferietræningen. Nice om foråret kan virkelig anbefales til den slags øvelser. Det bliver Italien næste år. Der skal ikke meget til, for at det føles som ferie – en smule solskin på et torv, kaffe der smager af sort guld (ikke dén), ens egen eller den andens mand i badeshorts i iskoldt Middelhav og så lidt mere rosé end rimeligt er.

Det er dog ikke pointen i dette indlæg, bare forklaringen på fotografiet.

Julia har lige sendt mig en mail. Hun skriver det vildt pænt og med mange af de flotte ord, hun behersker. Men meningen er nogenlunde sådan her: “Hey, du der dame, hvis du skal have en blog, så skal du altså blogge. Det betyder, at du skal skrive noget heeele tiden, ikke hver 4. uge. Der behøver ikke være genialt, skriv bare, hvad der går gennem dit hoved lige i dag. Men skriv, for fanden.” Javel så.

Det er ikke, fordi jeg ikke gerne vil blogge hver eneste dag, som alle jer superbloggere derude gør. Pludselig er dagen bare gået, uden at jeg har fået skrevet et eneste indlæg. Og det er ikke fordi, der ikke sker noget heromkring.

For at følge Julias høflige søndag-aftens-opfordring aka spark-i-røven, vil jeg ile med en liste over projekter, jeg lige nu arbejder med mere eller mindre hver dag:

• Endnu et hold Business Bootcamp-kursister er lige begyndt – 40 helt eminente selvstændige kvinder har kastet sig ud i en forvandlingstur med deres forretning, og jeg leder sammen med Pernille Melsted et modul af dette forløb hver måned.

• Sammen med Lars Pind afvikler jeg løbende Sofia Mannings store et-årige, online-kursus ‘Sofia’s Circle’, og det betyder, at jeg hver dag er i mail-kontakt med en del af de over 200 deltagere, ligesom at jeg sender moduler, arbejdspapirer og invitationer ud til gruppen af deltagere og styrer Sofia’s månedlige live-opkald med gruppen sammen med Lars.

• Workshop-sæsonen er i fuld gang, og jeg arbejder pt på de to, der foregår først, nemlig Få Succes Med Din Bog-Idé (22. sep) og Sådan Bliver Du Ekspert (6. okt). Det betyder, at jeg får de sidste tilmeldinger i hus, får styr på lokaler, materialer og frokost og forbereder dagene.

• På bogfronten er der fire Pretty Ink-titler på vej på gaden, som jeg har været lidt eller meget involveret i – den sidste i rækken er Sofia Mannings nyeste bog, hvis forside, pressetekst, layout og redigering, jeg i disse dage er i dialog med Sofia, fotograf, grafisk designer, forlagsdirektør og pressechef om. Mange mails ryger gennem luften lige nu. Men hold da op, en fin bog der kommer ud af det. Og jeg skal holde tale til lanceringen af Ketti Bueno Ferrers nye bog den 24., så der skal snart tages lidt noter om denne fabelagtige kvinde. Har jeg glemt noget? Sikkert.

• Ved siden af det skriver jeg, faktisk i dag, på teksterne til en rådgivningskundes website – glæd jer, hun er god! – det er den slags, der virker let, men tager helt utrolig lang tid. Eller rettere: Jeg skriver så langsomt, at jeg ville dø en langsom sultedød, hvis jeg skulle leve af at skrive freelance. Det har lige taget mig 3 dage at skrive 2.000 ord til Alt for damerne.

• Og så arbejder jeg lige nu ekstra intensivt med Pernille Melsted, min vakreste partner-in-crime, på at lave en online-version af hendes toptjekkede, totalt virkningfulde og gennemprøvede ‘Find din passion’-proces – igen sammen med our own special tech wiz, Lars Pind. Vi har lavet nogle videoer om emnet, som skal inspirere os alle til at droppe mellemtilfredsheden og springe ud i at følge vores sjæls kalden, og jeg glæder mig vildt til at se, hvad de kan inspirere jer til. Der er premiere på tirsdag – hvis ellers jeg kan trykke på de rigtige knapper, mens Lars ferierer i Italien med sin frue.

• Nå jo, og så har jeg lige – igen sammen med den allestedsnærværende frk. Melsted – holdt opfølgningsmøder med en del af deltagerne på juni måneds Business Bootcamp Express. Det var fedt at se dem igen, og der kommer til at ske ting og sager for dem alle dette efterår.

• Sidst, men ikke mindst, er superblæskprutten (i stramme jeans og lilla brille) Janni netop begyndt at assistere både Pernille og jeg, og hun fik en benhård start med et nyt hold Business Bootcampister (40 x materialer og “gider du lige sætte blomster på alle bordene, tænde lys, tænde for Thomas Helmig og skifte de grønne håndklæder til hvide og hvem er det, der mangler at betale…”), så i den kommende uge skal vi holde mere reelle opstartmøder og finde ud af, hvordan hun kan gøre det endnu nemmere for os at arbejde med endnu flere mennesker på en endnu smartede måde.

Nogle gange, når de der dage går i gang, så kommer jeg til at glemme at blogge. Undskyld, Julia. Og jer andre, der med rette kan forvente, at der sker lidt mere herinde.

Så lad mig spørge jer: Hvad vil I gerne høre om fra den frontlinje, der nu engang er min? Det er, som det fremgår ovenfor, en noget … blandet landhandel. Smid en kommentar. Så skal jeg forsøge at stramme mig an.

Ps. Når jeg holder fri og ikke tager min telefon (det var en lykkelig dag, da jeg tog telefonsvareren helt af – det kan virkelig anbefales – send en mail, hvis du ikke kan fange mig), så er det fordi, jeg er sammen med de to herrer her:

Mødebordet, der mødte os på Farbror Elofs Skafferi

Men i din forretning må gælde de samme regler som i fly med for lidt ilt i kabinen – tag din egen maske på, før du hjælper andre med deres. Ellers kan du … ligesom slet ikke hjælpe, vel?

Hvis ikke du regelmæssigt tager dig tid til at udvikle på din egen forretning – og se på, hvor også fremtidige kunder skal forestille at komme fra – så er det sikkert som Amen i kirken, at du bliver drænet og træt og begynder at træffe forkerte beslutninger baseret på fejlagtige grundlag. Måske ikke i morgen, men helt sikkert snart. Og så kommer resten af kvalerne helt af sig selv: Passionen kører på lavt blus, indtægten daler, stressen stiger og du kommer til at glemme alt det fantastiske ved at være selvstændig. Just don’t go there. Hold dig i udvikling.

Man tænker bedre i den friske luft

Hvad brugte vi så det døgn på? Udover at dvæle ved en af vores store, fælles interesser – mad – fik vi overblik over:

Vores timeløn. Dvs vi lagde antal forberedelsestimer, antal undervisningstimer og antal markedsføringstimer på hvert eneste kursus eller workshop eller produkt, vi tilbyder, sammen. Så trak vi udgifterne fra indtægterne og dividerede dette beløb med antallet af timer, vi bruger på at levere den pågældende ydelse. Når timelønnen på den måde bliver helt tydelig, er det nemt at se, hvilke kurser/ydelser/produkter, du skal lave flest af, i hvert fald set i forhold til indtjening. Det er også en god øvelse, når du udvikler et ‘darling’-forhold til noget, som så viser sig ikke rigtig at kunne tjene sig selv ind – i hvert fald ikke i forhold til de andre ting, du på samme tid kan tjene meget mere på. 

Og når du så vælger at tilbyde noget nærmest ‘con amore’ og til lav timeløn, så gør du det i det mindste helt bevidst!

Vores kalender. Vi fik fyldt kalenderen for både sidste halvdel af 2009 og første halvdel af 2010 med alle kendte workshops og forløb plus sat datoer på nogle ny-opfundne. Så er det nemt at være sikker på at nå al den efteruddannelse, der er nødvendig + de ferier, som vi har lovet mænd og børn. Faktisk kan det være tæt på umuligt at nå at holde fri, hvis ikke du planlægger det godt – en klassisk iværksætterfejl. 

Alt det, der skal uddelegeres. Da vi så havde overblik over, HVOR pengene kommer fra det kommende år og HVILKE dage, vi har booket i kalenderen til at tjene disse penge, manglede der kun én ting: Nemlig listerne over alt det, der skal gøres i vores virksomheder UDOVER det, vi lige havde sat priser og datoer på. For alt det skal optimalt set uddelegeres – for at vi kan undgå, at de nøje planlagte arbejdsdage flyder over i hinanden og bliver til ét langt,- uafbrudt arbejdsår uden ophold. 

Så vi kom hjem med ikke helt korte lister over opgaver til tekniske assistenter, administrative assistenter og indholdsassistenter (og alt indenfor hushjælp) – så vi kan koncentrere os om det, vi er bedst til, og som det giver mest mening, at lige præcis vi laver.

Du kan se opslaget på tjansen som teknisk assistent her: http://tinyurl.com/mf4ukm

Tjek lige bordpynten!

Meget apropos alle vores tanker den dag, så fik vi tildelt et bord til middagen med en meget passende bordpynt: En holder fuld af 10.000$-’pengesedler’, en Oscar-statuette og en gigantisk ring. 

Du kan se alt det andet lir fra Farbror Elofs Skafferi her: http://www.elofsskafferi.se – det herlige sted ligger cirka 45 minutters kørsel fra København.

Spisesalen hos Farbror Elof

Torsdag stod den på fotografering til Alt For Damerne – og når jeg prædiker over for samtlige kunder og kursister, at du skal gøre alt, hvad der står i din magt for at se stjernegodt ud, hver gang du skal fotograferes – også selvom det ‘bare’ er til din hjemmeside eller den lokale ugeavis – så må man jo tage sin egen medicin.

Så en af landets absolut mest fantastiske makeup-artister, Sidsel Marie Bøg, var booket til at smøre herligt krudt i hovedet på mig (og solpudder på alle lemmer, da min naturlige hudfarve er lige to toner under strandvasker). Sidsel er mirakelmager, og jeg kan ikke anbefale hende nok til alle lejligheder, hvor du skal se stjernegodt ud, fra et vigtigt foredrag eller salgsmøde til dit private bryllup. 

NB Vigtigt pointe om makeup: Jeg synes, hvilket mine kursister hár hørt, at alle damemennesker så absolut bør have lagt professionel makeup til professionelle billeder. Jeg er vild med farvelade og masser af sort på øjnene, men du skal sagtens få lagt en neutral – eller ligefrem ‘usynlig’ – makeup, der bare understreger dine gode træk. De to ting, du bare ikke må gøre, er a) ikke noget makeup eller b) makeup lagt af en lokal kosmetolog eller frisør, der nok har viljen men ikke erfaringen. 

Interviewet i Alt for Damerne (med journalist Majbritt Lacuhr) handler om ‘personlig stil’, og inden nogen får krydderen galt i halsen, kan jeg skynde mig at berolige med, at jeg vist er kommet med i artiklen (sammen med 4 velklædte damer som Henriette Zobel, Rose Gad, Ingrid Munch etc), fordi jeg gerne indrømmer, at jeg har uddelegeret alt det der med tøj til en, der har mere forstand på det.

Nemlig til stylist og shopper (og tidligere moderedaktør på Nova) Christina Wedel, der i over to år har været den primære årsag til, at jeg har set nogenlunde fornuftig ud på billeder. 

Hun har blandt andet fundet den fantastiske Vivienne Westwood-kjole, som jeg har på på billedet, i Flying A. Og cirka 80% af alt andet i mit klædeskab. 

Besøg hendes hjemmeside og skriv dig op til det gratis nyhedsbrev – og overvej seriøst at alliere dig med en som Christina – hun kan også bookes til at tage med på dit portrætfotoshoot og styre slagets gang. 

Christina Wedels hjemmeside