… jeg begyndte at kede mig i et meget spændende job.
… jeg opdagede, at jeg kunne forfalde til lange sekvenser af selvfedme, overbevist om, at jeg havde utrolig meget styr på livet, bare fordi jeg var god til mit skarpt definerede arbejde.
… jeg fik nok af at føle mig så fandens taknemmelig for chancen, hver gang min overordnede roste mig.
… jeg iagttog, hvor skideskægt min iværksætterchef havde det med at være iværksætter (og ikke så meget chef).
… jeg så på min lønseddel og indså, at der ikke ville komme flere cifre på i indeværende årtusinde, uanset hvor højt på strå, jeg kom.
Hvornår vidste du, at du blev nødt til at blive selvstændig?
14 kommentarer indtil nu ↓
1 Christina K // feb 16, 2010 at 10:26 pm
Det gjorde jeg nok da jeg som 13-årig flyttede hjemmefra, fordi jeg ikke kunne vente med at blive min egen boss. Eller måske var det i virkeligheden da jeg var 5 og smed mine splinternye røde træsko direkte op og ind på en gammel dames altan, så de aldrig ville dukke op igen, og min mor ikke kunne tvinge mig til nogensinde at stikke mine fødder i dem igen. Min pointe er, at jeg vist aldrig rigtig har brudt mig om at lade andre menneskers beslutninger bestemme min retning. Jeg har sikkert været en forfærdelig møgunge, og er forhåbentlig en bedre selvstændig. For mig er det så stærk en drivkraft, at jeg slet ikke kan forestille mig noget som helst andet.
2 Puk Degnegaard // feb 17, 2010 at 8:32 am
Da jeg kørte på 5. job på 4 år (2 af dem vikariater, men alligevel…) og jeg alligevel sad i den samme rille om, at ‘de’ ikke ville noget – ‘de’ ikke tænkte strategisk og målorienteret.
Pludselig en dag gik det op for mig, at det jeg havde søgt sådan efter var selv at bestemme. Selv at lægge strategien. Selv at sætte mine mål. Og selv stå til ansvar, når det lykkes og når det ikke gør.
Så voldsomt inspireret af bl.a. dig, Mette, og Pernille – så gjorde jeg det. Og jeg ELSKER det!
kh
Puk
3 Mette Mitchell // feb 17, 2010 at 8:50 am
-efter at have givet coorporate en god lang chance, med naeb og kloer kravlet saa hoejt til toppen som jeg kunne uden at stode ind i folk der joggede med chefen om morgenen, eller bare var maend i den rigtige alder… ( Bitter! Mig?). Jeg havde 150 rejsedage om aaret og meget lange arbejdsdage og skulle diskutere telefonregninger til loen forhandlinger istedet for at modtage den bonus jeg FORTJENTE! Min knist blev slukket hver gang jeg skulle til moede om nogle meget smaa ting, der tog meget langt tid og til sidst gik den helt ud!
Nu har jeg en forretnings partner og hun er smuk og vi griner hver eneste dag…. ogsaa naar vi gaar ned i banken! Vi elsker de produkter vi arbejder med og de mennesker vi moeder. Vi lader vores intuition og gode forretnings sans vaere driv kraften, og det virker!
Tak for et dejligt sporgsmaal!
4 Birgitte Svinth // feb 17, 2010 at 8:59 am
At jeg blev 100% selvstændig for 2½ år siden var ikke resultatet af en drøm, men en indre nødvendighed, jeg ikke kunne overhøre længere.
Der var kun een vej, og det var frem!
Som datter af en vestjysk landmand har jeg ellers altid lovet mig selv adgang til en tryg månedsløn.
Selvstændig?? Aldrig i livet! Måske? Kan jeg lade være?
Jeg indså, at de vigtige beslutninger i mit liv er for betydningsfulde til, at jeg vil lade andre træffe dem!
Jeg vil bestemme selv – med de sejre og de knubs det giver. Jeg er glad for at være direktør i mit eget liv – det er ikke uden udfordringer, men det holder mig skarp i forhold til mit professionelle arbejde.
5 Mette H // feb 17, 2010 at 9:08 am
Oh, damer – tak for historierne so far – det er SÅ livsbekræftende at høre.
6 Betina Ekman // feb 17, 2010 at 10:07 am
Jeg var hele tiden , den der ryddede op efter chefens konfliksky løsninger! Han flygtede og jeg bar hans affald ud og beskyttede stadig hans firmas renommé som omsorgsfuld og innovativ arbejdsplads. Puha… Min kreativitet blev altid hans kreativitet og jeg stod altid back stage. Det er nu fedt at høste anerkendelse for sin egn kreativitet og vide, at man gør en forskel og hjælper andre frem! Hans frygt blev tilsidst min vej til selvstændighed og kreativ gudinde. Så tak til ham!
7 Anette // feb 17, 2010 at 11:41 am
-Da jeg havde fået nok af at lave tunge budget-opfølgninger for andre
)
-Da jeg fik øjnene op for, at en fast lønseddel giver begrænsninger og ikke kapow-energi til at rykke sig
Nu er jeg blevet dybt afhængig af friheden til at sætte egen dagsorden, til at følge min passion og sige nej, når det passer mig
8 Trine // feb 17, 2010 at 4:08 pm
Øhh… lige nu???
9 Susanne Brandi // feb 17, 2010 at 6:34 pm
Jeg brænder for møbler, jo større jo bedre
, Jeg synes møbler er fantastiske og spændende, både de gamle og de nye! Det er inspirerende at kunne give gamle møbler nyt liv, men det er også ligefrem orgastisk at færdiggøre en indbygningsreol og se hvordan den fuldstændig falder ind i rummet og gør det fuldendt.
Nørd? Ja!
- og alt det fandt jeg ikke i mit job som direktionssekretær i en elektronikvirksomhed – gab!!
10 Jill // feb 17, 2010 at 7:57 pm
Den dag, jeg besluttede mig for at stole på min mavefornemmelse. Den fortalte mig nemlig, at jeg havde langt mere at bidrage med end dét, jeg kunne bidrage med i mit lønjob. Det er utroligt, som éns bevidsthed skærpes når man står på egne ben – lige pludseligt kan man klare langt mere, end man kunne have rationaliseret sig frem til! Leap, and the net will appear. Tak for din blog, Mette.
11 Mette H // feb 18, 2010 at 9:02 am
Iværksætteri er i sandhed en indre proces også. Mange tak for alle jeres svar – flere gode spørgsmål følger, så jeg (og de andre) kan få lov at dvæle ved, hvor fantastisk meget LIV, kvinder som jer LEVER. Taknemmelige tanker, Mette H
12 Leonora Christina Skov // feb 18, 2010 at 10:42 am
Da A-kassen meddelte mig, at jeg øjeblikket skulle holde op med at skrive bøger og litteraturkritik og søge et ni-til-fire job. Ellers kunne jeg ikke modtage dagpenge igen. Da tænkte jeg, at jeg hellere måtte satse alt på at få mit forfatterliv til at fungere i stedet for at forsøge at indtænke mig selv i system, der intet havde med mine visioner om et godt liv at gøre. Det første, jeg gjorde, var at melde mig ud af A-kassen. Det næste, jeg gjorde, var at få min kæreste til at gøre det samme. Siden er det faktisk gået over al forventning for os begge to.
13 Betsey // feb 21, 2010 at 12:29 pm
Et clue for mig var, at jeg i flere år ledte efter jobbet til MIG. Det kom bare aldrig. Fordi det ikke fandtes. Jeg måtte skabe det selv!
14 Irina // feb 25, 2010 at 9:30 am
Da jeg søgt efter arbejde hvor jeg kan lave mindst muligt…
da jeg kunne ikke holde ud at planlægge ferie et år i forvejen….
da jeg kunne ikke holde ud at være i gruppe med mennesker som jeg havde ikke lyst til at være sammen med…
da jeg kunne ikke finde den rigtige stilling til mine kompetancer…
Efterlad en kommentar