I denne måned har magasinet Woman 10 års jubilæum. Det betyder, at det er ti år år siden, at jeg som 26-årig blev chefredaktør for første gang – heldigvis havde jeg absolut ingen ide om, hvad det job indebar af opgaver og ansvar, så jeg sprang bare ud i det.
Jeg kan huske fornemmelsen af ikke at ane, hvad pokker jeg lavede – på et teoretisk plan. Og glæden ved at på opdage, at selvom jeg og resten af den sært sammensatte, virkelig vidunderlige redaktion bare skabte det produkt, der faldt os selv allermest naturligt, så blev det en stor succes. Det første eksemplar solgte 93.000 eksemplarer, og det var og er stadigt uhørt højt for et månedsmagasin til kvinder.
Hvis ikke du kan huske det, så var udvalget af nogenlunde ‘unge’ dameblade på det tidspunkt begrænset til Alt for Damerne og Femina og så IN og Eurowoman på månedssiden. Woman var startskuddet til den nye bølge af magasiner, der talte direkte læserne, og blev snart efterfulgt af Sirene, Bazar og ikke mindst Q. I jubilæumsnummeret af Woman (øverst her) har den nuværende redaktion interviewet en læser, der har læst og gemt samtlige udgaver Woman siden maj 2000. Det er fandeme rørende.
Bladet er blevet ‘glattere’ med årene, som sådan nogle gør. Konceptet er slebet til, så det kører lydefrit gennem maskinen. Producenten i mig forstår nemt hvorfor, men den 26-årige inden i mig savner det rod og kant og personlighed og fejlbarlighed, som er opstarters lod og styrke.
Her er den allerførste redaktion fra lanceringsfesten i den gamle kirke i Møllegade på Nørrebro i foråret 2000 (og jeg vil ikke høre en lyd, ikke så meget som et lille fnis, fra dig om tøjet – jo, det var meget moderne at se sådan der ud):
Fra venstre: Journalist Ann Lind Andersen (nu kulturjournalist og filmanmelder på Berlingske), chefredaktør Mette Finderup (jo, vi var to i begyndelsen og hed begge Mette – denne Mette er nu vildt anerkendt forfatter til 14 bøger and counting), journalist Kristine Høeg (nu redaktionschef på Alt for damerne og mad-entusiast), mig – sagde hunden, moderedaktør Louise Willersted (nu chefredaktør på Boligmagasinet), artdirector Helle Vestergaard (nu artdirector på Eurowoman) og grafiker Lisbeth Frellsen (nu på Berlingske Livsstil).
Vi vidste sgu ikke særlig meget dengang. Men vi havde en pissegod fornemmelse for, hvad der skulle være i sådan et magasin, for at damerne derude ville føle sig genkendt, hørt og mødt. Nogle gange er det nok.
Og så havde vi ikke mindst en direktør, der troede på, at vi havde ret, og skovlede de penge i, der skulle til (ikke at han har fortrudt lige den investering …). Herunder den ene halvdel af chefredaktørduoen igang med en form for tale, antager, iført en meget stram Dico-buks – og på det andet billede mig og Monsieur Johnny Laursen, tidligere Mr. Randers, nuværende multimillionær og Womans udgiver de første 10 år:
Hvad lavede du for præcis ti år siden?
Fy for fanden, jeg var lige blevet færdig på reklameskolen som tekstforfatter og gav den fuld pedal på et reklamebureau med reklamekoncepter, brødtekster og mangemange møder. Hold nu kæft hvor røg jeg mange smøger for at holde det ud …
Puha – jeg var lige blevet skilt fra min amerikanske mand, og drømmen om et liv i Santa Barbara, CA, blev skiftet ud med et seminarieadjunktur i Ribe fra august 2000.
Gik på 2. semester på KUA på mit første fag og glædede mig over, at min søde, søde læsemakker kunne finde ud af det med at melde sig til eksamen, for så kunne hun tage mig med under armen og sørge for, at jeg også blev meldt til, når nu jeg var så opslugt af KUA’s herligheder, at jeg ikke selv magtede det. (Og de er jo mange eller…)
Var lige ved at blive færdig som pædagog, det er vildt mærkelig at skrive, for jeg har vidst ikke tænkt en pædagogisk tanke siden
Tja, jeg havde i hvert fald samme Dico-buks, både i grå og i støvet grøn – de sad fantastisk og blev slidt ihjel! Hvis du mener mere overordnet, så backpack’ede jeg i østen, i maj var jeg vist nok i Vietnam..
Kostelig læsning, Mette. Bragte mig tilbage til thai og indisk takeaway en masse i Aldersrogade, dessertvin, malibu-rom, launchparty i Møllegade, turen til Paris
– alting dengang. Hvor er det vildt, at det er 10 år siden.
Kh K.
Jeg er så pur-ung at jeg gik i 7. klasse!
Dejligt med et lille ungdoms-opløft, da bryllupsplaner, nyt job og en overstået gang stress ellers havde fået mig til at føle mig lidt slidt i kanterne
Jeg var voksen og følsom design-studerende på sidste semester, og lavede målgruppe(yes) opgave for herre-underbukse-producent til et 13 tal! – og troede derfor jeg kunne gå på vandet. Men fandt heldigvis et andet vand at gå på
Sweet one/ Laura
Elskede Woman der i starten! Havde også ALLE bladene, men efter at have flyttet dem alle 5 gange rundt i København, så røg de altså ud… Jeg vandt for kort tid siden et abonnement på bladet igen, men synes altså ikke det kommer op på siden af dengang i starten…. Tak Mette! Det var sgu et sejt blad
For præcis 10 år siden var jeg nybagt mor til 2 – lige droppet ud af en uddannelse og nybagt ejer af et hjem der trængte til lidt mere end en kærlig hånd.
Dengang vidste jeg ikke hvad jeg gerne ville have ud af mit liv, og det skræmte mig.
Nu? Stadig det samme, blot med den forskel at børneflokken er udvidet til 3, og den droppede uddannelse er udskiftet med et droppet job.
Jeg ved stadig ikke hvad jeg vil med mit liv, men det skræmmer mig ikke længere – jeg har besluttet mig for bare at leve det
For præcis 10 år siden, var jeg netop igang med de famlende og hjerte-øre faser, som nybagt mor for første gang. I dag er jeg nybagt mor til mit fjerde barn.
De forgangne ti år har været et vildt ridt af tragik og komik, børn, ægteskab, skilmisse, nye kæresterier, uddannelse, selvudvikling, fald, sejre, fiaskoer, mit livs kærlighed, flytninger, firma, kreativitet, kunst, tåbelighed og genialitet, tabte relationer og nye fundne, – altsammen på fundamentet JEG ER MOR.
Jeg famler stadig, men på en anden og mere moden måde, o har bare indset, at uanset hvad jeg taber og vinder og mister og får og giver bort, så er jeg MOR.
Derfor har jeg lagt mig ned på kloden, overgivet mig, og skabt mit firma Happy Mama. Til glæde og gavn for mig og enhver anden MOR…
Så for ti år siden blev jeg mor – og er det stadig
i maj 2000 var jeg pr-chef for Clinique i Danmark, Norge og Sverige på 3. år. Jeg boede i en 2 værelses lejlighed på amager og var helt utroligt glad for Pradas sorte nylontasker og en kort denimnederdel fra Chloe i en størrelse, jeg ikke længere kan klemme min r*v ned i.
I juli 2000 var jeg til jobsamtale på Cliniques hovedkontor i New York. Jeg fik jobbet, solgte min ejerlejlighed, der havde kostet 250.000 kr (!) for 750.000 kr på 4 dage (hvem sagde krise?) og flyttede til NYC i hedebølge august 2000…muligvis en af mit livs lykkeligste perioder…until the passion was gone
Var det ikke 98.000 ex. vi solgte?
Kh H.
P.S. Fandt den pink kjole i kælderen i sidste weekend. Havde egentligt tænkt den skulle med mig på loppemarked til sommer, men jeg tror jeg gemmer den som et kært minde.
For ti år siden sad jeg og snakkede i telefon med sure amerikanske damer i Irland for Apple Computers. Jeg skulle prøve at løse deres problemer men det var bare “drama drama drama” og “let me talk to your boss” – rigtig sjovt at kigge tilbage på i retrospekt, Men hold op hvor jeg hadede det på det tidspunkt
Umiddelbart: No comments!
Men ogsaa:
Jeg startede i droemmejobbet, som saa havde hovedsaede i VESTJylland og maalte mit selvvaerd i tykkelsen af stakken med flybilletter paa mit bord (JA, dengang fik man rigtigeflybilletter) Jeg opdagede Japan og forelskede mig i det land, havde en ynglings resturant i NYC, forudbestilte min shopping i Shanghai, laerte at slappe af i den arbejdsmaessige ustrukturerede kultur syd paa.
Men jeg kunne saa tilgengaeld ikke loebe fra at jeg blev deprimeret hvergang der var touch down i Billund og jeg skulle til at lave rejseafregninger…
Det var en fest med nogle gevaldige toemmermaend!
Mx
Ha, sjovt at se. Troede ikke det var så længe siden, at woman kom på gaden.
Nanna
Jeg havde været arbejdsløs et år efter endt design-uddannelse – der var ikke super gang i byggeriet den gang .. heller
Så det endte med at en veninde fik mig lokket med til Skagen for at arbejde på et sommerhotel:-)
Så der stod jeg i recptionen med småblomstret Jackpot kjole (ikke liige min smag) men det så så hyggeligt ud når alle pigerne gik rundt i flagrende småblomstrede kjoler på hotel med malet træ og hjemmelavet syltetøj. Så der lærte jeg lidt mere om målgrupper
Men det var rigtig sjovt og heldigvis fik jeg et indretnings-job senere på året.
Hi hi Pernille, jeg var osse i New York under den hedebølge for at åbne en butik på Madison. Hold da kæft manner der var varmt! Men jeg blev rigtigt gode venner med det par der åbnede butik og jeg har crashed på deres sofa et par gange siden. Åh de minder:-)