
Denne dame er ikke havnefoged i en mindre græsk provinshavn, selvom billedet måske kunne antyde en sådan forbindelse. Det yder nemlig ikke Liselotte Vejborg, det inspirerende powerhouse bag Carpe Vitam, nogen som helst retfærdighed. Det skulle dog ikke afholde hende fra at bruge det som sit portrætfoto på Carpe Vitams hjemmeside. Lige indtil hun meldte sig til Business Bootcamp, og Pernille og jeg fik kløerne i hende.
Nu er det dette foto, der møder Liselottes potentielle kunder og kursister:

Her ser den dejlige dame noget mere … frisk ud, ville Snobberne fra Rytteriet nok hurtigt blive enige om (og invitere hende til en rask tur i høet på båååden i Rungsted havn). Hun ligner, det hun er, nu – top-energisk, inspirerende, fuld af liv, sikker og i front. En, man gerne vil undervises af. En herligt farvestrålende mentor.
Jeg spurgte Liselotte, om det nye foto havde ændret noget. Svaret var et absolut ‘ja!’. For prøv at høre her, hvad hun siger:
“Min første tanke var, at det var lidt overgearet at skulle have et professionelt foto på sitet. Var måske også lidt bange for, at ‘folk’ skulle synes det var lidt for meget? Og jeg var da i hvert fald helt overbevist om, at det kostede en jetjager …
Jeg valgte alligevel at få taget professionelle billeder – primært fordi jeg fik at vide, at jeg skulle. Jeg tog jo på Bootcamp for at blive klogere på min forretning, så jeg havde på forhånd besluttet mig for at gøre ALT, hvad jeg fik at vide, jeg skulle gøre [dygtig pige, red.]. Men også fordi det var en grænseoverskridende udfordring for mig selv. Ligesom tusindvis af andre er jeg ikke specielt fotobegejstret, så jeg var da også lidt spændt på, hvad der kunne komme ud af sådan én som mig.
Effekten kunne mærkes med det samme. Der kom med det samme flere tilmeldinger til mine inspirationsmails, og pludselig hang mit budskab også meget bedre sammen med det billede, der var på siden. Når man ligner en yndig marshmallow på billedet, kan det jo godt være svært at overbevise potentielle kunder om, at man kommer til at sparke dem i røven. Så fotoet gav en helt anden synergi for mig.
Også i forhold til ”min” stil og mine budskaber. Nu er det pludselig meget nemmere for mig at provokere lidt og gi’ den gas. Det er jo mig! Jeg tror også, at fotoet (og den nye stil) gjorde, at jeg fik sorteret de kunder fra, som jeg aldrig vil kunne gøre glade. Der er jo masser af andre, der laver det samme som mig, og som har en blødere tilgang med ”hvad synes du selv”-coachende spørgsmål. Hvis man er til det, ville man nok få hjertestop hos mig, som nærmere siger: ”Få fingeren ud og gør som jeg siger, du skal gøre.”
Ser man det. Selvom din stil og dit ønskede ‘look’ er helt anderledes end Liselottes, så vil du få lige så stor glæde af at møde dine kunder med et autentisk, prof foto, der viser, hvorfor de skal vælge netop dig i stedet for at surfe videre – for det gør de, når de får øje på den græske havnefoged …
Tjek Liselottes spændende lykke-forretning ud her – der er både gratis e-hæfte (De 5 Hemmeligheder Bag Glade Og Lykkelige Mennesker), upcoming gratis infomøde og ikke mindst Liselottes nye e-bog (bemærk at man kan få den tilsendt på fiks USB-stik – god idé).
[KONKURRENCE] Send mig dine egne før-og-efter-billeder!
Lad os med det samme blive enige om, at vi lærer, så længe vi lever, og ikke mindst af hinanden. Så hvis du HAR sådan et lidt ærgerligt (eller bare plain boring) foto af dig selv, som du stadig eller indtil for nylig har brugt som dit officielle business-portræt, så del det med mig og læserne her.
Og hvis du ligefrem har fået taget et NYT fotografi, som meget tydeligere og mere overbevisende viser, hvem du er, så lad os se både før- og efter-billedet.
Send dine fotos på en mail med emnet ‘I LOOK GOOD’ til hello@metteholbaek.com – jeg vil glæde mig voldsomt til at se dem!
Jeg trækker lod blandt de indkomne om et eksemplar af vidunderlige Christina Wedels top-top-top-brugbare stylingbog Hvad klæder mig?







Det er helt vildt hvad et prof foto gør! Jeg har selv fået taget prof foto efter inspiration af dig Mette
Skal have taget nye fotos i marts (er blevet mere modig).
Kh Cammilla
Må jeg se! Må jeg se!
Så inspirerende at se hvor eget fotos kan gøre, er ved at lave ny website og har her til aften besluttet at atge fat i en fotograf så vi kan få lidt lækre billeder på. Tak for god inspiration. Må se om vi kan nå med i konkurrencen…selvom der ikke findes et ‘før’ billede..æv
Har lige sendt dig mine før- efter. De har givet anledning til intet mindre end en flodbølge af positive kommentarer og har givet mig endnu mere mod på at lave mine Feng Shui videoer. Regner helt sikkert med at vinde din konkurrence (smiler)
Har ikke fået sat de nye billeder ind på alle mine sites endnu, så før-situationen kan stadig iagttages derude…….