Hvad er det der gør at man kan komme til at kunne leve af ens talent, ens viden, ens personlige drive, af ens store interesse og kærlighed til et bestemt område/produkt?

Hvorfor er der nogle mennesker der har en oplevelse af en mission, at ville bidrage med noget, gøre en forskel, sætte sit præg, forme sit eget liv?.

Hvorfor er der nogle der lykkes med det og andre det ikke lykkes for?

Hvordan er det udtryk opstået; ”at kunne sælge sand i Sahara?”.

Jeg har aldrig haft et ansættelsesforhold med pension, fri frokost, betalt barns første sygedag, påskeferie, sommerferie, efterårsferie, juleferie, firmaudflugter og efteruddannelser.
Til gengæld har jeg heller aldrig haft en arbejdsdag hvor jeg følte at jeg bare skulle møde op og så få 8 timer til at gå indtil jeg havde fri og kunne leve det liv jeg helst ville leve.

Jeg har været i de mærkeligste ansættelsesforhold – hvor jeg har taget store chancer og knoklet bideballerne ud af trussen, FORDI jeg troede på projektet med hver en fiber i min kvindekrop! Jeg har ville det, turde det, satse på det og givet projektet min tid, min energi, min viden, mit hjerteblod, min tro – jeg har følt en begejstring, kunne mærke en indre glød, søgt sammen med de dygtigste folk jeg kunne opstøve og så har jeg handlet og handlet på det. Jeg har gjort det! Jeg har råbt det ud over hele verden! Se mig, se mig se mig Se hvad vi har!! Vil DU ikke købe det VI har?

Jeg har følt mig så stolt over projektet, så begejstret, så glødende, så vildt arrangeret . Når jeg er blevet træt, har jeg sagt det højt, lagt mig til at sove, revet stikket ud, rejst lidt væk, holdt fri, ladet op og haft tillid til at andre kunne kører biksen mens at jeg fik fyldt ny benzin på. For jeg omgav mig jo med folk der ville det samme som jeg og som også brændte for det. Det har aldrig været ligegyldigt. Der har altid været en stor oplevelse af nødvendighed til stede.

Jeg har tilbragt rigtig mange timer og dage i sommerhuse, i ferielejligheder, hvor der stod ”vil ikke forstyrres” på døren. Sammen med mennesker der turde spørge ”hvorfor gør vi det her?”, ”hvor er vi på vej hen”, holder det?”, hvor kan vi blive bedre?”, ”hvor er vores styrke/vores svaghed?”, ”har vi lysten med?” . Jeg/vi har skrevet dokumenter så lange, forretningsplaner så grundige, manifestationer fyldt med et drive der kunne overbevise selv de mest skeptiske. Vi har gjort, gjort gjort det.

Vi har altid synliggjort vores arbejde, aldrig gået og fedte med det, men gavmildt delt det ud – inviteret til bobler & vingummibamser. Ført os frem og med stolthed fremlagt vores produkter. Festet i en rus og holdt produktet tæt på hjertet, fornuften og ikke mindst lysten. Angsten har vi set i øjnene, sagt det højt, delt det og siddet med rystetrusser på stolesæder og sagt ”det værste der kan ske er jo at vi må dreje nøgle om”… Men heller gøre det end aldrig at havde gjort det!.

Familien, ungerne – Sarah var 1 år da hun første gang stor på scenen i Romeo & Juliet og hun sov i vuggestuen i sit kostume, stolt og glad over at være med, senere måtte hun & Andreas, lærer at danse salsa, så de kunne være med i de danseshows vi solgte til virksomheder rundt omkring i DK. Min søster har stået i døren og solgt billetter, mine venner har væltet rundt og gjort lokaler klar til receptioner, mine mænd har været smukke værter og brummende sørget for teknikken;0). Min private base har altid været steder og dybt involveret. De har altid været en del af virksomhedens base og passet på mig i det, støttet op og også til tider sagt ”så stopper du, nu lukker vi dørene til privaten”, men dog gæstfrit taget imod en teatergruppe fra Prag, eller cubanske danser fra Cuba – også juleaften”… Det har beriget vores liv og rystet vores liv. MEN det er jo mit liv og det har de accepteret.

Fokus har altid været der, ellers vidste vi jo ikke hvor vi skulle hen. Men drømmene om hvor langt vi kunne komme har altid været uden loft!

Jeg bliver altid snotforvirret over at møde eller høre om menneske ”sorry girls” men næsten altid kvinder, der i stedet for at tale om deres produkt med glød, begejstring, iver og går på mod, i stedet fortæller stolpe op og stolpe ned om at de vil det hele på den halve tid og helst kun arbejde få timer om dagen, men for rigtig mange penge og med masser af privatliv hvor de glemmer alt om deres virksomhed, mens de plukker blomster. Jeg bliver fascineret og tænker ”hvordan fanden kan det lade sig gøre?”.. Og jeg undrer mig over at jeg skal høre om deres blomsterplukning i stedet for om deres drømme og planer for deres virksomhed.

Jeg plukker også blomster når jeg er privat, dog også sammen med samarbejdspartner eller mulige kunder, jeg accepter at det at leve og tjene mine penge på den måde jeg gør, er en del af mig. Tiden flyder sammen mellem det personlige rum og det faglige rum. Det private rum er ikke noget jeg taler så meget om, det er jo privat. Jeg kan ikke adskille mit produkt fra mig selv, ikke med det jeg laver. Måske kan andre, det ved jeg ikke nok om.

Det jeg har brug for helt privat, er også det jeg arbejder på rent fagligt. Da jeg fx var leder at en stor teaterskole i centrum af København, mistede jeg lysten og min følelse af kvindelighed. Jeg kunne ikke mere og måtte bæverne sige farvel til et af mine livsværk og flytte til Havana i Cuba, fordi der var noget jeg havde mistet på vejen. Jeg brugte tid – faktisk et helt år i Cuba på at leve, lære og udvikle mig, Fandt det jeg søgte og som jo bare var blevet væk og blev klar til at komme tilbage til Danmark.

Jeg åbnede Salsa Vida – Livets Sovs og har siden levet af at sovse rigtig mange mennesker til i den skønneste sovs der findes, med masse af bobler og vingummibamser til. Så det jeg på et meget personligt plan mistede er nu genfundet – næsten – og er det jeg lever af. Nu udkommer jeg som forfatter til en bog der hedder ”En kvindes guide til at nyde livet”. Jeg har rigtig store planer med Salsa Vida og ikke mindst med bogen og det firma ”Akademiet for Kvindelighed” jeg er i fuld sving med at bygge op – planer uden loft, men med plads til begejstring og store drømme. Jeg ved meget mere om hvordan jeg bevarer min lyst og kvindelighed, men accepterer at livet er en lang rejse og rundt om næste hjørne gemmer der sig nok ”et eller andet” jeg ikke lige havde set kommet. Men det er sku ok, for det er livet.

Men jeg knokler på, lever, nyder, er, brokker mig, griner larmende, fortæller hele verden om mine planer og projekter, beder om hjælp, opstøver folk der kan og vil hjælpe mig, trækker stikket ud, sunder mig, arbejder videre og accepterer at livet hænger sammen og kan ikke opdeles i bidder, eller små kasser – ikke for mig. Jeg er en del af mine produkter og de er en del af mig, mine produkter er en del af min familie, af min vennekreds liv. Min produkter er ligesom tanter og onkler – nogle gange frygtelige belastende, andre gange en vidunderlig gave, men de er der jo og ikke noget jeg kan holde fri fra, eller ligge afstand til. Jeg behøver jo ikke se dem eller tiden, men de er der sku og tak guderne for det!

Ketti Bueno Ferrer

Keep up the good spirit
Sus