Nyt PR-foto. Er dit opdateret?
For første gang i mit voksne liv har jeg holdt næsten to måneders sommerferie. Øij, øij, øij, sikken en oplevelse at give sig selv lov til at træde et par skridt tilbage og se det hele – dvs hele forretningen – lidt udefra. Noget, der kan forekomme næsten umuligt, når man står midt i det, emailsene vælter ind og den ene ting tager den anden… det kender du garanteret alt til: Gode intentioner og så kommer virkeligheden brusende.
Hvis ikke jeg holder tungen helt lige, snorlige, i munden, så bliver også jeg revet med. Overvældet af spændende muligheder, forførende ideer, invitationer til samarbejder, kunder der vil det ene og det andet og det tredje, der altsammen lyder vanvittigt interessant. På den måde tager den ene dag uvægerligt den anden, og det ér skægt imens, og der følger penge med, og alt er såre godt.
Men. For der er et men. Dit fokus ryger. Du mister forbindelsen til din masterplan. Du glemmer, hvorfor du gik i gang med din forretning, målet bliver sløret, de ambitiøse planer om verdensherredømme (eller en mindre udgave af samme) glider i baggrunden, du begynder at nyde de daglige fix af kvik tilfredsstillelse i stedet for at holde dig på sporet til det lange, seje træk (der sagtens kan være fornøjeligt – men det er langt).
Hvorfor nævner jeg det? Fordi jeg ofte, alt for ofte, møder kompetente, ihærdige og ambitiøse selvstændige, som begår netop den fejl – de fjerner sig fra deres fokus. De holder ikke snuden i sporet og fortsætter ad den vej, der vil sikre dem ikke kun indtægt nu men løbende indtægt, den vej der vil etablere dem som stensikre, knivskarpe eksperter på deres felt, den vej der leder til en systematiseret indtægtskilde, hvor det hårde opstartsarbejde ikke skal gøres igen og igen, forfra hver gang man får en ny idé.
Jeg har endnu tilgode at møde en selvstændig, der ikke kan få en idé, tusinder af dem. Vi er vant til at bære vores idérigdom som et adelsmærke – ‘jeg får SÅ mange idéer!’, siger mine kunder tit – men jeg ved, at det også kan være dit største benspænd. For ikke alle ideer skal følges til dørs, heller ikke de skidegode af dem – ikke hvis de fjerner dig, din energi og dit fokus fra den vej, der fører dig mod det, du faktisk drømte om at opnå, da du droppede lønslaveriet og blev selvstændig – om det så var en større indtægt, en fast strøm af monetos uden for meget knokleri, mere fritid, samarbejde med en helt bestemt gruppe kunder eller bare en fri hverdag med dine unger.
Problemerne opstår faktisk tit, når vi lader os forføre af vores egen idérigdom (eller værre endnu, lader os besnakke til at skubbe vores egen passion til side, fordi et særligt veltalende individ fik os overtalt til, at déres passion var endnu mere spændende for os at bruge tid på…).
Jeg kan sagtens forstå det – når vi smider, hvad vi har i hænderne, og starter forfra med et nyt produkt, en ny ydelse, et nyt samarbejde, så bliver vi tit belønnet med det namselækre opstarts-følelser: optur, nyt blod, ny setting, ny energi. Og det ER fedt. Men ikke hvis du bruger det som en slags avanceret overspringshandling, der passende river dig væk fra dit ‘store projekt’, nemlig din karriere som selvstændig og dine konkrete drømme om hvor meget arbejde der skal til for at genere en hvor stor formue (eller finansiere den livsstil, du drømmer om, amish eller ej).
Jeg hører ofte folk tale med beundring om Sofia Mannings forretning. Sofia driver Manning Inspire, der må være Danmarks største coach-uddannelse, hun har udgivet en bog om coaching, der har solgt mere end 50.000 eksemplarer, og hun har de seneste mange år været fast lifecoach i Alt For Damerne og meget citeret i andre medier. Efter at have haft fornøjelse af at arbejde tæt sammen med Sofia de seneste måneder kan jeg tydeligt se, at det ikke er tilfældigt, at det er Sofia, der har gigantisk succes – økomomisk og på mange andre parametre – og ikke your local coach down the corner.
Udover at damen er lynende kvik i pæren og en kraftfuld, vidende underviser, så er Sofias enorme force hendes evne til at holde fokus. Jeg føler mig overbevist om, at hun de seneste 5 år har fået et glimrende, originalt tilbud om nye samarbejder/nye produkter/nye forretningsområder/nye dit-og-dat i sin indbakke hver evigt eneste dag. Hun kunne have gjort 1.000 nye ting, siden successen tog fart. Men så havde hun ikke holdt blikket og energien på at raffinere, fintune og ikke mindst konsolidere sin coach-uddannelse, som stadig er hendes primære forretningsområde.
Når du har fået en god idé, der fører dig i retning af dit mål (om det var tid, penge eller CO2-udslip), så kan det vise sig at være en virkelig god idé at fortsætte med netop den idé. At bygge på den, udbygge den, fintune den, skære den i andre skiver, bage den i andre forme, systematisere den, ja, ligefrem uddelegere hele eller dele af den. Så længe den fører dig mod dit mål og underbygger din eventuelle plan om at tjene mere og mere uden at skulle bruge flere og flere timer på det.
Kommer man ikke til at kede sig? Jo, det sker da garanteret med mellemrum. Vil du overleve det? Sandsynligvis.
‘Jamen ,jeg elsker at starte nyt! Og nye samarbejder – det giver mig så meget!’ Jamen, be my guest. Dagens anbefaling er kun til dig, der faktisk har et konkret mål og som ikke kan forstå, at det bliver ved med at glide dig af hænde. Selvom du arbejder noget, der føles som hele tiden. Doktoren foreslår: Tjek dit fokus. Holder du det? Eller har du sluppet tøjlerne?
Hov, det blev lidt langt, beklager. Hvis du tænker lidt over det de næste par dage, vll du muligvis finde et par steder i dit (forretnings-)liv, hvor min pointe gør sig gældende.
Hvad siger DU? Har jeg ret eller er det noget helt andet, der virker for dig?
Jeg synes det er et dejligt og meget rigtigt oplæg du har lavet.
Dette er klart min største udfordring og klart her at jeg ville ønske jeg havde en genial visionær sparringspartner til at have det det store overblik.
Jeg kvittede alt andet og skabte rammerne på mit imperie ved 14 dags benhård vidunderlig arbejde. Men ups …har udviklet lidt for meget på de sideveje der blot skulle være der og ikke overrendes.Og for lidt på det der startede det hele – måske kender du det..
I mit arbejde er der aldrig noget der er tilfældigt og jeg har lært så meget af det.
Jeg har fundet et par skjulte overbevisninger i mig selv og ikke mindst forholdet imellem på den ene side at ønske succes og økonomisk frihed så på den anden side at være sig selv uden bevidst opstilling og andres anerkendelse.
Indimellem synes jeg det er trættende med fokus på det ydre når det nu i mit arbejde er det indre jeg fokuserer på og synes er væsentligt. Men der er også spilleregler det er klogt at lytte efter. F.eks at få gjort op med sig selv: Går jeg 100% ekspertvejen eller kører jeg også indimellem på den gamle model med at alt starter et sted og så bygger jeg på efterhånden som det vokser.
Så jeg har virkelig lært noget i denne proces om alt det der aldrig har været vigtigt for mig og jeg GLÆDER mig til jeg skal have lavet mine nye fotos osv for så ved jeg hvad det EGENTLIG er jeg ønsker.
Jeg ønsker nemlig IKKE at drage land og rige rundt for peanuts når jeg hellere vil være sammen med mine børn.
Keep up the good spirit
Sus
For mit vedkommende giver det absolut mening; Lav en plan og følg den.. Ret den til en gang om året – og følg den.
Jeg har det som så mange andre piger/kvinder på vores alder; jeg vil gerne være herre over min egen tid, så der bliver plads til børnene i hverdagen. Udfordringen for mig er at finde det område, hvor jeg kan gøre en forskel i forhold til alle de andre på markedet.. Jeg er gået i tænkeboks..
Åh – det var godt at blve mindet om at fokus er vigtigt. Har selv haft lidt dårlig samvittighed over at jeg stort set fra starten halverede mit projekt og kun bruger tid på det jeg virkelig brænder for.
Men selv det kan hurtigt brede sig med sideveje, som Sus skriver…
Kære Mette! Det er jo så sandt som det er skrevet. ‘Snudet i sporet’ er i øjeblikket mit sandeste mantra, som jeg lige minder mig selv om, når jeg kan mærke at knurrehårene begynder at vibrere lidt for ivrigt blot ved tanken om nye spændende muligheder – som helt sikkert også vil kunne bidrage til min forretning – bare ikke lige så effektivt som andre valg. Og det er jo dér forskellen er, når vi taler fokus. At alt er valg og deraf følgende konsekvenser, og en-to-tre vupti, så er vi kommet væk fra den forkromede plan som du taler om og roder rundt på en eller anden lille sidevej langt væk fra hovedvejen!
Så high five til din opfordring. Fokus er det, der virker.
Af samme årsag har jeg investeret i et ‘snuden i sporet’ forløb hos Lykke Rix for at rykke min forretning videre til nogle salgbare løsninger, der helt klart bringer mig tættere på min masterplan – for den ved jeg hvad er, og den giver mig bobler i maven af begejstring
Kh
Tania
Hold kæft hvor du rammer plet og kommer i tanke om: hvorfor gøre det så svært for en selv. For det er jo netop det der sker når man mister focus og det er jeg pæn go til. Har tusind ideer der kvadrer rundt i knoppen på mig og tror selvfølgelig at helst alle sammen skal på den sorte løjpe og så kører det igen. Men det gør det jo ikke…….. så TAK ,din BLOT EN TANKE( som det nok er) og lille reminder til os/mig der lige havde brug for den…..
Glød, begejstring, kærlighed, fokus & evne til at handle på det.
Hvad er det der gør at man kan komme til at kunne leve af ens talent, ens viden, ens personlige drive, af ens store interesse og kærlighed til et bestemt område/produkt?
Hvorfor er der nogle mennesker der har en oplevelse af en mission, at ville bidrage med noget, gøre en forskel, sætte sit præg, forme sit eget liv?.
Hvorfor er der nogle der lykkes med det og andre det ikke lykkes for?
Hvordan er det udtryk opstået; ”at kunne sælge sand i Sahara?”.
Jeg har aldrig haft et ansættelsesforhold med pension, fri frokost, betalt barns første sygedag, påskeferie, sommerferie, efterårsferie, juleferie, firmaudflugter og efteruddannelser.
Til gengæld har jeg heller aldrig haft en arbejdsdag hvor jeg følte at jeg bare skulle møde op og så få 8 timer til at gå indtil jeg havde fri og kunne leve det liv jeg helst ville leve.
Jeg har været i de mærkeligste ansættelsesforhold – hvor jeg har taget store chancer og knoklet bideballerne ud af trussen, FORDI jeg troede på projektet med hver en fiber i min kvindekrop! Jeg har ville det, turde det, satse på det og givet projektet min tid, min energi, min viden, mit hjerteblod, min tro – jeg har følt en begejstring, kunne mærke en indre glød, søgt sammen med de dygtigste folk jeg kunne opstøve og så har jeg handlet og handlet på det. Jeg har gjort det! Jeg har råbt det ud over hele verden! Se mig, se mig se mig Se hvad vi har!! Vil DU ikke købe det VI har?
Jeg har følt mig så stolt over projektet, så begejstret, så glødende, så vildt arrangeret . Når jeg er blevet træt, har jeg sagt det højt, lagt mig til at sove, revet stikket ud, rejst lidt væk, holdt fri, ladet op og haft tillid til at andre kunne kører biksen mens at jeg fik fyldt ny benzin på. For jeg omgav mig jo med folk der ville det samme som jeg og som også brændte for det. Det har aldrig været ligegyldigt. Der har altid været en stor oplevelse af nødvendighed til stede.
Jeg har tilbragt rigtig mange timer og dage i sommerhuse, i ferielejligheder, hvor der stod ”vil ikke forstyrres” på døren. Sammen med mennesker der turde spørge ”hvorfor gør vi det her?”, ”hvor er vi på vej hen”, holder det?”, hvor kan vi blive bedre?”, ”hvor er vores styrke/vores svaghed?”, ”har vi lysten med?” . Jeg/vi har skrevet dokumenter så lange, forretningsplaner så grundige, manifestationer fyldt med et drive der kunne overbevise selv de mest skeptiske. Vi har gjort, gjort gjort det.
Vi har altid synliggjort vores arbejde, aldrig gået og fedte med det, men gavmildt delt det ud – inviteret til bobler & vingummibamser. Ført os frem og med stolthed fremlagt vores produkter. Festet i en rus og holdt produktet tæt på hjertet, fornuften og ikke mindst lysten. Angsten har vi set i øjnene, sagt det højt, delt det og siddet med rystetrusser på stolesæder og sagt ”det værste der kan ske er jo at vi må dreje nøgle om”… Men heller gøre det end aldrig at havde gjort det!.
Familien, ungerne – Sarah var 1 år da hun første gang stor på scenen i Romeo & Juliet og hun sov i vuggestuen i sit kostume, stolt og glad over at være med, senere måtte hun & Andreas, lærer at danse salsa, så de kunne være med i de danseshows vi solgte til virksomheder rundt omkring i DK. Min søster har stået i døren og solgt billetter, mine venner har væltet rundt og gjort lokaler klar til receptioner, mine mænd har været smukke værter og brummende sørget for teknikken;0). Min private base har altid været steder og dybt involveret. De har altid været en del af virksomhedens base og passet på mig i det, støttet op og også til tider sagt ”så stopper du, nu lukker vi dørene til privaten”, men dog gæstfrit taget imod en teatergruppe fra Prag, eller cubanske danser fra Cuba – også juleaften”… Det har beriget vores liv og rystet vores liv. MEN det er jo mit liv og det har de accepteret.
Fokus har altid været der, ellers vidste vi jo ikke hvor vi skulle hen. Men drømmene om hvor langt vi kunne komme har altid været uden loft!
Jeg bliver altid snotforvirret over at møde eller høre om menneske ”sorry girls” men næsten altid kvinder, der i stedet for at tale om deres produkt med glød, begejstring, iver og går på mod, i stedet fortæller stolpe op og stolpe ned om at de vil det hele på den halve tid og helst kun arbejde få timer om dagen, men for rigtig mange penge og med masser af privatliv hvor de glemmer alt om deres virksomhed, mens de plukker blomster. Jeg bliver fascineret og tænker ”hvordan fanden kan det lade sig gøre?”.. Og jeg undrer mig over at jeg skal høre om deres blomsterplukning i stedet for om deres drømme og planer for deres virksomhed.
Jeg plukker også blomster når jeg er privat, dog også sammen med samarbejdspartner eller mulige kunder, jeg accepter at det at leve og tjene mine penge på den måde jeg gør, er en del af mig. Tiden flyder sammen mellem det personlige rum og det faglige rum. Det private rum er ikke noget jeg taler så meget om, det er jo privat. Jeg kan ikke adskille mit produkt fra mig selv, ikke med det jeg laver. Måske kan andre, det ved jeg ikke nok om.
Det jeg har brug for helt privat, er også det jeg arbejder på rent fagligt. Da jeg fx var leder at en stor teaterskole i centrum af København, mistede jeg lysten og min følelse af kvindelighed. Jeg kunne ikke mere og måtte bæverne sige farvel til et af mine livsværk og flytte til Havana i Cuba, fordi der var noget jeg havde mistet på vejen. Jeg brugte tid – faktisk et helt år i Cuba på at leve, lære og udvikle mig, Fandt det jeg søgte og som jo bare var blevet væk og blev klar til at komme tilbage til Danmark.
Jeg åbnede Salsa Vida – Livets Sovs og har siden levet af at sovse rigtig mange mennesker til i den skønneste sovs der findes, med masse af bobler og vingummibamser til. Så det jeg på et meget personligt plan mistede er nu genfundet – næsten – og er det jeg lever af. Nu udkommer jeg som forfatter til en bog der hedder ”En kvindes guide til at nyde livet”. Jeg har rigtig store planer med Salsa Vida og ikke mindst med bogen og det firma ”Akademiet for Kvindelighed” jeg er i fuld sving med at bygge op – planer uden loft, men med plads til begejstring og store drømme. Jeg ved meget mere om hvordan jeg bevarer min lyst og kvindelighed, men accepterer at livet er en lang rejse og rundt om næste hjørne gemmer der sig nok ”et eller andet” jeg ikke lige havde set kommet. Men det er sku ok, for det er livet.
Men jeg knokler på, lever, nyder, er, brokker mig, griner larmende, fortæller hele verden om mine planer og projekter, beder om hjælp, opstøver folk der kan og vil hjælpe mig, trækker stikket ud, sunder mig, arbejder videre og accepterer at livet hænger sammen og kan ikke opdeles i bidder, eller små kasser – ikke for mig. Jeg er en del af mine produkter og de er en del af mig, mine produkter er en del af min familie, af min vennekreds liv. Min produkter er ligesom tanter og onkler – nogle gange frygtelige belastende, andre gange en vidunderlig gave, men de er der jo og ikke noget jeg kan holde fri fra, eller ligge afstand til. Jeg behøver jo ikke se dem eller tiden, men de er der sku og tak guderne for det!
Ketti Bueno Ferrer