De to topkompetente Rix-søstre, Mette Rix og Malene Rix, holder efter sommerferien et spritnyt kursus, hvor du kan lære at få det, som du vil have det i forhandlingssituationer.
Læs mere om introaftenen den 25. juni i København her.
Og du kære bloglæser skal ikke snydes for et par hurtige og umiddelbart anvendelige tips fra d’damer:
Tre gode råd om forhandling
1. Start med dig selv. Find ud af, hvad du vil have ud af forhandlingen: Hvilket resultat vil gøre dig rigtig glad? Det skal være dit ambitiøse udspil, men find også ud af, hvad din smertegrænse er. Så kan du bevæge dig mellem de to punkter.
2. Forvent modstand. Hvis du får ja til dit krav for hurtigt, har du måske bedt om for lidt. Når du møder et nej, så undersøg det med henblik på at finde ud af, hvordan du når frem til et ja. Hvad skal der til for at du kan få et ja? Kan andre ting indgå i aftalen? Hvordan laver vi en aftale vi begge kan leve med?
3. Lad tiden arbejde for dig. Brug pauser og time-outs i forhandlingen til at lade modparten tænke over sagen og at få flere idéer til, hvordan I kommer videre. Til at signalere, at du mener, hvad du siger og at du er både robust (du ved hvad du er værd) og fleksibel (du vil gerne lave en aftale, der er god for begge parter)
Tre gode råd om gennemslagskraft i forhandling
1. Vær tydelig. Jo klarere du siger, hvad du vil have og hvorfor, jo bedre kommunikation. Vælg et eller to argumenter og hold dig til dem. Det viser gennemslagskraft at kunne holde sig til sagen.
2. Vær tilstede. Flyt din opmærksomhed fra dig selv og din indre dommer over på din modpart. Vær i samtalen og interesser dig oprigtigt for dem. Det giver en stærk tilstedeværelse og de vil føle sig set og hørt.
3. Vær autentisk. Modparten påvirkes af dig også udenfor forhandlingslokalet, nemlig via historien om dig. Så gør det du siger du gør og vær den du siger du er også i hverdagen. Vis viden engagement og interesse for din modpart udenfor forhandlingsrummet.







